Og nej – det gør jeg faktisk ikke… men til gengæld tager jeg nok aldrig det her tøj af igen

Jeg arbejder på en arbejdsplads, der skal nedlægges… Et sygehus, som har tabt kampen om rationalisering vs. nærhed… Et sygehus som i næsten 35 år har tjent patienterne og personalet godt… og nu er det snart slut (selvom ingen endnu helt ved hvornår, fordi det tilsyneladende er så UTROLIGT svært at give en præcis dato for, hvornår man tør lukke det endegyldigt).

Jeg er ikke selv født på sygehuset (jeg er født på det gamle) – men det nye, flotte, moderne sygehus var næsten færdigbygget, da jeg kom til verden… og alle snakkede om det… Nu sidder jeg og arbejder på det – og nu skal det snart lukkes.

Afdelinger bliver lige nu flyttet rundt mellem de forskellige matrikler – om man bliver flyttet derhen, hvor man også skal ende med at være, er der ingen, der føler sig 100% overbevist om.

Men her fra min plads i administrationsfløjen, kan jeg sidde og se op på sygehuset mod en blå himmel – og ærligt talt bliver jeg s’gu en smule vemodig, når jeg tænker over fremtiden… Jeg har ikke selv siddet her på sygehuset og arbejdet i mere end et halvt år (jeg har siddet på en af de andre matrikler) – men jeg fik heldigvis mulighed for det, da jeg flyttede “hjem” til den by, som jeg føler mig mest hjemme i… og sygehuset her er også det sygehus, som har lagt lokaler til både glædelige og sørgelige oplevelser igennem hele mit liv… og lige om lidt er det færdig med at være sygehus *suk*

Så er det slut med at ligge på stuer og kunne kigge ud over Dammen – slut med at undre sig over, hvorfor alt under hovedindgangen på etage 4 egentlig bliver betragtet som kælder-etager, også selvom nogle af dem ligger over jorden – slut med kun at skulle køre 10 minutter og så er man på et fagligt kompetent sted med sine skavanker – helt egoistisk : slut med at kunne hente ungerne direkte fra skole, fordi man så får længere kørsel til og fra arbejde…. I det hele taget bare slut med institutionen : Haderslev Sygehus!

Og en dag som i dag – hvor sygehuset faktisk er et overvældende syn – set nedefra op mod en blå himmel – bliver jeg ærligt talt en smule vemodig ved den tanke…..

Som skrevet i et andet indlæg, har jeg stenet mig igennem fire sæsoner af Battlestar Galactica gennem de seneste uger.

Sjældent er jeg blevet så grebet af en serie – sjældent har en serie fået mig til at tænke over så mange store dilemmaer – nogle sågar meget eksistentialistiske!

I får lige et par citater fra serien, som for mig står som nogle lysende øjeblikke, som hysterisk morsomme – eller som for alvor har bragt de eftertænksomme miner frem i mig

———————-

Commander William Adama : “There’s a reason you separate military and the police. One fights the enemies of the state, the other serves and protects the people. When the military becomes both, then the enemies of the state tend to become the people.”

———————-

Doctor Gaius Baltar : “All right, that’s it! No more Mr. Nice Gaius!”

———————-

Doctor Gaius Baltar : “Which leads me to the inescapable conclusion that Cylons are, in the final analysis, little more than toasters… with great-looking legs.”

———————-

President Laura Roslin : “I want to believe you. I want to believe that I haven’t made such a profound error in judgment in trusting you, in asking your advice. But here’s where we are, Doctor. If anyone can be a Cylon, and it’s hard to tell us apart then we only have one thing left to trust. Our instincts, our feelings. And the moment they told me it was your face in the photo I knew I believed it. I believe you were involved in the attack… somehow. I feel it.”

Doctor Gaius Baltar : “You’ll forgive me, Madam President, if I don’t wish to be executed based solely on your gut feeling.”

———————-

Lt. Kara “Starbuck” Thrace : “Now, if you were human, you’d be just about ready to start offering up some false information about the location of the nuke. Some tiny thing that might get you a reward and maybe spare you a few minutes of this. But then I keep forgetting, you’re not human. You’re a machine.”

Cylon Leoben : “I am more than you could ever imagine. I am God.”

Lt. Kara “Starbuck” Thrace : [stifles laugh] “I’m sorry, you’re God? Wow… nice to meet ya. That’s good, that’s good. We’ll give you a couple of minutes for that.”

Cylon Leoben : “It’s funny, isn’t it? We’re all God, Starbuck. All of us. I see the love that binds all living things together.”

Lt. Kara “Starbuck” Thrace : “Love? You don’t even know what the word means.”

Cylon Leoben : “I know that God loved you more than all other living creatures and you repaid His divine love with sin, with hate, corruption, evil. So then He decided to create the Cylons.”

Lt. Kara “Starbuck” Thrace : “The gods had nothing to do with it. We created you. Us. It was a stupid, frakked-up decision, and we have paid for it. You slaughtered my entire civilization. That is sin. That is evil. And you are evil.”

Cylon Leoben : “Am I? I see the truths that float past you in the stream.”

———————-

Doctor Gaius Baltar : “It’s all so pointless. We kill them, and they kill us, so we kill more of them, so they kill more of us. What’s the point anymore?”

Cylon Number Six : “You, your race, invented murder. Invented killing for sport, greed, envy. It’s man’s one true art form.”

———————-

Cylon Number Six : “I am so proud of you Gaius.”

Doctor Gaius Baltar : “Why? ‘Cause I’ve taken a life?”

Cylon Number Six : “It is what makes you human.”

Doctor Gaius Baltar : “Is it? Not conscious thought? Not poetry, or art, or music, literature? Murder. Murder is my heritage…”

———————-

Cylon Number Six : “For once, Gaius, you can stop manipulating the world and let destiny take its course. If there’s one thing we know about human beings with certainty: they are masters of self-destruction. “

———————-

Cylon Caprica Sharon : [to Commander Adama] “It’s what you said at the ceremony before the attack, when Galactica was being decommissioned. You gave a speech, it sounded like it wasn’t the one you prepared. You said that humanity was a flawed creation, and that people still kill one another for petty jealousy and greed. You said that humanity never asked itself why it deserved to survive. Maybe you don’t. “

———————-

Commander William Adama : “It’s not enough to survive. One must be worthy of survival.”

———————

Cylon Caprica Sharon : “Can I ask you a question? How do you know? I mean, how do you really know that you can trust me?”
Admiral Willian Adama : “I don’t. That’s what trust is.”

———————

Kendra Shaw : “You’re born, you live and you die. There are no do-overs, no second chances to make things right if you frak ‘em up the first time. Not in this life anyway. [...] Like I said, you make your choices and you live with them. And in end you are those choices. “

———————

Commander William Adama : “You know, when we fought the Cylons, we did it to save ourselves from extinction. But we never answered the question Why? Why are we as a people worth saving? We still commit murder because of greed and spite and jealousy, and we still visit all of our sins upon our children. We refuse to accept the responsibility for anything we’ve done, like we did with the Cylons. We decided to play God, create life. When that life turned against us, we comforted ourselves in the knowledge that it really wasn’t our fault, not really. You cannot play God and then wash your hands of the things that you’ve created. Sooner or later, the day comes when you can’t hide from the things that you’ve done anymore.”

Det er dybt belastende – alle mulige tanker kører rundt i mit hovede, fra jeg lægger hovedet på puden – både gode og dårlige tanker – bare ALT for mange tanker, som jeg slet ikke kan slippe af med. Og jeg er efterhånden ved at være godt slidt :-/

For lidt søvn påvirker mit humør – i negativ retning… Men selvom jeg forsøger at komme tidligt i seng, så hjælper det aldrig et klap – jeg ligger alligevel vågen i timevis, og tankerne suser bare rundt i mit hovede. I går forsøgte jeg at høre noget “geare-ned” musik, inden jeg gik i seng – og alligevel æskede hjernen rundt på højtryk, da jeg først kom ned at ligge – det er s’gu belastende!

Hvor sidder den knap, hvor man kan slukke for ens tanker ? Thoughts : off – sleep : on. Den kunne jeg godt tænke mig at finde.

Måske jeg skulle se at komme ned forbi Matas i dag og få købt mig nogle Baldrian – de har tidligere hjulpet på søvnproblemer… For mit humør er tæt på at være rigtigt træls – og det gider jeg ikke, når ungerne nu kommer her igen i dag, for det skal på ingen måde gå ud over dem, at min hjerne har valgt at gå i hyperactive mode lige for tiden!

Årh hvem der bare kunne smide sig på siden og… zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz :-/

Nogle sange hænger fast på grund af en meget catchy melodi – andre hænger fast fordi man har hørt dem i en bestemt sammenhæng…

Den her hænger fast i mit hovede og kører konstant, fordi jeg har hørt den i forbindelse med en storslået serie-oplevelse. Jeg har brugt de sidste 3 uger på at stene mig igennem fire sæsoner af Battlestar Galactica – ubetinget den bedste serie, jeg nogensinde har set!! Der er så mange moralske og etiske dilemmaer i den serie – der bliver præsenteret så mange situationer, som ikke kan undgå andet end at sætte gang i nogle meget eksistentialistiske tanker. Jeg har i hvert fald fået tænkt nogle meget store – og meget grundlæggende tanker i løbet af de sidste 3 uger.

I slutningen af sæson 3 når vi et absolut højdepunkt for nogle meget væsentlige afsløringer i serien – og under hele dette højdepunkt kører et stykke musik, som kommer til at definere en masse ting for serien… og dette stykke musik kører bare i mit hovede om og om igen… jeg hører det mange gange i løbet af en dag (hurra for grooveshark.com – hvor man kan høre gratis musik!!)

Udover at i kan finde det i min “det musikalske” box til højre, skal i også lige have den her : Battlestar Galactica – All Along the Watchtower

Jeg kender det i hvert fald – og jeg må sige, at udover at være utroligt opslidende, så er det ærligt talt heller ikke specielt konstruktivt !

Heldigvis er vi mennesker udstyret med evnen til at lære gennem hele livet. Og denne egenskab har givet mig følgende lærdom, når det kommer til ovennævnte situationer : en 5-trins-plan til at forbedre kommunikationen i parforholdet… Her er, hvad jeg gør :

1. Sig det, du mener lige i øjeblikket – uden at blive nedladende, melodramatisk eller anklagende… Fortæl så roligt som muligt, hvad der sker i dig lige nu – og kun i dig! Det kan godt være, det er svært at være rolig – så sig det så højt, som du har brug for – men stadig uden at være nedladende, melodramatisk og anklagende – hvis det er muligt (det bliver man bedre til efterhånden)

2. Gå derefter væk fra partneren – hold afstand. Lad følelserne bundfælde sig. Græd de tårer, der skal grædes. Råb de bandeord, der skal råbes. Skrig den frustration ud, der skal skriges ud. Fordyb dig i dine følelser – og lad toppen gå af dem.

3. Bliv ved med at holde afstand. Begynd at få sat ord på følelserne, når de er blevet lidt mindre ekstreme. Hvis det kniber at få helt overblik over ordene, så skriv dem ned. Bliv helt klar i hovedet over, hvad det var for nogle følelser, der dukkede op og flød over.

4. Når ordene er helt klare i dit hovede, så kommunikér dem til din partner. På samme afklarede måde, som da du skrev dem ned. Brug altid kun jeg-form… fortæl om dine følelser – aldrig anklagende overfor din partner (fx. du fik mig til at føle, at jeg intet var værd – sig i stedet : jeg følte mig intet værd… Måske lyder det som præcis det samme – men den anklagende tone i første udgave, vil få partneren til at føle sig angrebet og skulle forsvare sig selv – tonen i den anden udgave vil få partneren til at føle omsorg og lyst til at afhjælpe din negative følelelse)

5. Lad begge snakke helt ud… Der kan åbnes for nogle ret massive positive følelsesmæssige udmeldinger efter en sådan snak

Oh well – det virker i hvert fald for mig… Måske det også kunne virke for andre ?

(Musik hørt, mens jeg skrev dette indlæg Tool – Schism :

“I’ve done the math enough to know the dangers of our second guessing
Doomed to crumble unless we grow, and strengthen our communication.”)

Han fortalte, at der havde været en radioudsendelse med Pia Kjærsgård i studiet – og hun havde bagt småkager og sad og fortalte om det og om julehygge derhjemme.  Efterfølgende havde han så læst et læserbrev fra en, der mente, at det var dybt forkasteligt, at Pia Kjærsgård skulle sidde i en radioudsendelse og lege helt almindelig husmor, når hun nu ellers fór frem med de holdninger, som hun nu engang har – og det var min samtalepartner til festen der helt enig med læserbrevsforfatteren om.

Men hvorfor egentlig det ? Pia Kjærsgård er s’gu da også en helt almindelig husmor, der bager småkager og alt muligt andet op til jul… Hvorfor må hun ikke være det pga hendes politiske holdninger ?

Er man egentlig ikke selv ligeså fordomsfuld og snæversynet, hvis man kun vil beholde Pia Kjærsgård i “hende-med-de-racistiske-snæversynede-holdninger” kassen ?

Har man fraskrevet sig enhver ret til at være en helt almindelig dansker på lige fod med os andre, fordi man har nogle meget anderledes holdninger end os ?

(og bare lige for at slå det fast – jeg kunne ikke være mere uenig med Pia Kjærsgård – og rent politisk kunne jeg næsten ikke ligge længere væk fra hende, end jeg gør )

Hvad end du tænkte, så er du her nu Og lad mig starte med at opklare en ting : ja, overskriften er dybt sarkastisk ment – så skulle der vist ikke herske nogen tvivl om det

Vi er et lille land med ikke ret mange indbyggere – set i en global sammenhæng. Men meningerne om muslimsk indvandring er vist næsten ligeså mange, som vi er mennesker i lille Danmark. Nu tænker du sikkert, at der da også er andre end muslimer, der indvandrer til Danmark, så hvorfor skriver hun kun om det ? Det har jeg valgt at gøre, fordi det meste af indvandrer-/integrations-debatten alligevel er så fokuseret på det – og jeg vælger så her at svømme med strømmen. Måske også fordi integrationen af muslimer er en af de største integrations-udfordringer, som vi står overfor – med de kulturelle, religiøse og statslige forskelle, som der er på det muslimske samfund og det danske samfund.

En af de største forskelle er nok, at i det muslimske samfund er religionen grundstenen i alt : i det statslige, i kulturen og i hverdagslivet. Og det samme religiøse fundament har vi ikke i vores samfund.

Men hvorfor fungerer integrationen ikke ? Vi er jo godt klar over forskellene ? Vi kender alle nogle muslimer, som vi ikke på nogen måde har nogen problemer med. Hvorfor er der stadig så mange, der er så bange for muslimer og for islam ?

De fleste kan nok blive enige om at frygte fundamentalisme – at frygte mennesker som i Guds eller Allahs navn er villige til at slå sig selv og andre ihjel – den frygt tror jeg ikke er forbeholdt nogen speciel religion, samfundsstruktur, kultur eller geografi.

Hvad er det, vi er bange for ? Er vi bange for, at islam skal overtage hele verden, og vi bliver tvangs-konverteret til islam ? Er vi bange for, at vores kvinder bliver tvunget til at gå med tørklæde ? Er vi bange for, at vi bliver tvunget til at bede til Allah 5 gange om dagen med hovedet vendt mod Mekka ? Er vi bange for, at der bliver indført en muslimsk funderet lovgivning ? Er vi bange for at miste vores job til en muslim ? Er vi bange for at miste vores partner til en muslim ? Er vi bange for, at vores børn gifter sig med en muslim og konverterer ? Er vi bange for at miste vores hus til en muslim ? Er vi bange for at miste vores seng på sygehuset til en muslim ? Er vi bange for at miste vores dagpenge til en muslim ?

Er vi bange for at miste vores danskhed ? Er vi bange, fordi grænserne i vores globale samfund efterhånden udviskes – fordi verden er blevet meget mindre end for 100 år siden pga forbedrede transport- og kommunikationsmuligheder ?

Hvad er det, vi er så bange for at miste ? Og hvorfor er vi så bange for at miste det ?

Og hvis du nu sidder og siger, at du overhovedet ikke er bange for noget, kan du så kigge dig selv i øjnene og hjertet og stå 100% inde for sandhedsværdien af den udtalelse, når du har besvaret følgende spørgsmål : Ville du være fuldstændigt upåvirket af at have en muslimsk borgmester ? En muslimsk statsminister ? Ville du være fuldstændigt upåvirket af at lade dig vie på rådhuset af en muslimsk embedsmand ? Ville du være fuldstændigt upåvirket, hvis din datter kommer hjem og fortæller, at hun skal giftes med en muslim, og at hun vil konvertere ? Ville du være fuldstændigt upåvirket, hvis islam blev indført som fag i dine børns skole ? Ville du være fuldstændigt upåvirket, hvis der blev indført halal-slagtet mad i kantinen på dit arbejde ?

Alle, som ikke kan svare ubetinget ja til alle disse spørgsmål, har også et (måske lille) hak i deres åbenhed og fordomsfrihed… spørgsmålet er, om det er det hak (i varierende størrelse), som jeg tror, findes i os alle, der i virkeligheden skaber det store hak i integrationen ?

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der findes indvandrere til vores land, som ikke ønsker at integrere sig og få det til at fungere ! I de situationer kan man være ligeså fordomsfri, som man vil (uden hakker eller ridser), og det vil stadig ikke kunne lykkes. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om vi mon ikke selv bærer en større del af skylden for de fejlslagne integrationer, end vi i virkeligheden har lyst til at indrømme ?

Og hvis man her tænker “‘Gu gør vi ej.. De er kommet til Danmark, og så har de bare at indordne sig under vores forhold!!”, så er det igen, at jeg spørger, hvad vi er så bange for ? Hvorfor er det så farligt, at lade muslimske kvinder i hjemmeværnet bære tørklæde ? Hvorfor må eleverne ikke tale arabisk indbyrdes i skolegården ? Hvorfor må en medarbejder ikke holde 10 minutters pause for at kunne bede sin bøn (eller hvor lang tid det nu tager ) ? Hvorfor kan vi ikke give plads til dem ? Hvorfor kan vores samfund ikke have plads til os alle – og til flere religioner ?

Hvad er det, vi er så bange for ? Hvad er vi bange for at miste ?

Men for nogen er det decideret angstprovokerende – frygten for at kaste op ødelægger en masse menneskers livskvalitet.

Du sidder måske lige nu og læser dette og tænker, at du aldrig nogensinde har hørt om denne fobi før. Det er ikke så underligt – det havde jeg heller ikke før for et års tid siden, hvor jeg stødte ind i betegnelsen på angstforeningens forum… og det endda på trods af, at jeg selv har lidt af denne fobi i nu efterhånden 19 år!

I Danmark er der ikke ret meget viden om emetofobi – jeg har selv været diagnosticeret som havende panikangst, indtil jeg om-diagnosticerede mig selv, da jeg stødte ind i ordet emetofobi. Forskellen på “almindelig” panikangst og emetofobi er det, man er bange for : har man panikangst er man bange for at dø – har man emetofobi er man bange for at kaste op. Men begge dele kan give panikanfald – og derfor kan de udefra være svære at skelne fra hinanden.

Du spørger måske dig selv, hvordan en angst for at kaste op kan ødelægge menneskers livskvalitet ?

Det kan den, fordi det er en konstant angst – en altopslugende angst, som man bærer med sig rundt 24 timer i døgnet. Hos de allerværst ramte kører angsttankerne alle døgnets vågne timer, fordi man konstant støder ind i et eller andet, der kan få en til at frygte, at man skal kaste op : den mad, man spiser, kan være dårlig – de mennesker, man møder, kan være syge – man kan blive køresyg, hvis man kører bil/bus/tog –  man kan få noget galt i halsen, der trigger ens opkastningsrefleks… Ens tanker kører i ring og sidder fast omkring een ting : “åh nej – nu skal jeg vist kaste op!!”

Da min emetofobi var allerværst, forlod jeg slet ikke min lejlighed – jeg kunne ikke gå ned for at handle blandt andre mennesker – jeg kunne ikke engang køre cykel (fordi jeg var bange for at bump i vejen ville gøre mig køresyg!) – jeg kunne intet spise, for jeg var bange for, at det kom op igen, og så tænkte jeg : “hellere slet ikke putte noget derned, som kan risikeres at komme op igen” – jeg kunne ikke være sammen med andre mennesker, for tænk hvis de havde en maveinfluenza på vej og allerede smittede!!

Sådan gik jeg rundt i et halvt år – uden kontakt til andre end min daværende kæreste… tabte mig omkring 25 kg, for jeg spiste ikke noget… og med een tanke tæskende rundt i hovedet konstant : “Åh nej nu skal jeg vist kaste op!!” Derudover oplevede jeg så også deciderede panikanfald : hjertet hamrer derudaf – voldsom rysten på hænderne og over hele kroppen – hyperventilering – og angsttanker, som jeg slet ikke kunne styre.

Et besøg ved min læge endte med, at jeg fik en folder med hjem, som hed “panikangst” – og selvom det fik en hel masse ting til at falde på plads i mit hovede (jeg troede selv, at jeg var dødssyg af et eller andet, som gav konstant kvalme), så efterlod det mig også helt alene i verden med et psykisk problem, som jeg ikke troede, der var andre, der led af – for det var bare for mærkeligt at være bange for at kaste op!!

Her, 17 år efter min diagnose, har jeg så opdaget, hvad det egentlig er, jeg lider af… og jeg har opdaget hvor lidt, vi kender til denne fobi i Danmark. Vi er pinligt langt bagud i forhold til information om og studier i emetofobi. For det har jo – desværre – vist sig, at jeg er langt fra den eneste, som lider af denne “mærkelige” fobi : i gæstebogen på emetofobi.dk er der side op og side ned med indlæg fra mennesker i Danmark, som lider af emetofobi – på det amerikanske site International Emetophobia Society er der 14.582 medlemmer!!

Jeg har selv været igennem 1½ års intensiv psykoterapi, som har hjulpet mig enormt meget. Fra at gå rundt med næsten konstante angsttanker, er jeg nu nede på at have 2-3 angstdage om måneden, og det er måske kun hver fjerde angstdag, der udvikler sig til et decideret panikanfald (som jeg afhjælper ved at tage en beroligende pille).

Derfor syntes jeg også, at jeg havde overskuddet til at gøre noget ved den manglende information og viden om emetofobi i Danmark, så jeg har oprettet sitet emetofobi.dk og herunder et forum for emetofobikere. Derudover smider jeg indlæg om fobien, hvor jeg kan komme til det – både for at gøre opmærksom på fobiens eksistens, men vigtigst af alt : for at give andre emetofobikere (der måske ikke engang ved, at det er det, de er) en mulighed for at blive klogere på deres angst og få hjælp til den. Jeg var selv på herrens mark med min egen angst i 17 år, og det ønsker jeg ikke for noget andet menneske!

Der kommer flere indlæg om emetofobi herinde løbende – men hvis du vil vide mere om fobien lige nu, så gå ind på emetofobi.dk – her ligger en mere dybtgående beskrivelse af, hvad emetofobi egentlig gør ved fobikeren. Hvilke begrænsninger, vi lever med, og hvordan fobien påvirker vores liv.

God tirsdag til folket

Men jeg mødte også en masse fantastiske mennesker i det lille blog-samfund, som findes derinde… og jeg nåede desværre ikke at få sagt farvel til dem alle derinde, inden min plusprofil løb ud… Så jeg fik en god ven til at poste et afskedsbrev fra mig – et som jeg også vil sætte herind… mest af alt fordi jeg har linket til den her blog i afskedsbrevet, og så kan folk få lov til at sige pænt mojn eller “tak fordi du endelig skred” eller hvad de nu har lyst til at sige til mig *g*

So here goes – officielt farvel-brev til dæjting.dekå :

———————————————————————-

Kære skønne dating-bloggere!

Min plus-profil udløb i går formiddags, og det kom helt og aldeles bag på mig… Ja ja – jeg havde godt nok fået en advarselsmail fra dæjting om, at det snart ville ske – men uorganiseret som jeg jo er, fik jeg ikke lige tjekket hvornår, og så var det pludselig sket, inden jeg kunne nå at sige farvel eller ”gisp, bispens gipsgebis” eller hvad jeg nu kunne finde på at sige af intelligente ting.

Profiludløbet har sat en masse tanker i gang i mit hoved om, hvorvidt jeg skulle forny mit abonnement eller ej.

Det har vist sig at være pokkers svært at måle følelser i penge (hvis det skulle komme bag på nogen *g*), for jeg er virkelig kommet til at holde meget af en masse af jer skønne bloggere. Jeres blogs og kommentarer har fyldt meget i mit liv de sidste 3 måneder! Og nogle af jer har fået sat nogle massive fodspor både i mit hjerte og i min hjerne!

Men én har stampet sig hårdere ind i mit liv, end nogen anden – ham, der gør, at jeg kan sige, at jeg har fået fuld valuta for de tre måneders plus-profil, som jeg købte… og i sidste ende må jeg nok erkende, at jeg gerne vil betale for at finde den slags følelser – men jeg er i tvivl om, om jeg er villig til at betale for de øvrige fodspor, som I har sat… når jeg nu har en fornemmelse af, at jeg ville kunne opleve noget tilsvarende i et andet blog-community (og det endda uden alle ”hvorfor skriver i aldrig til mig”, ”hvorfor svarer i ikke på mine breve”, ”hvorfor kan jeg ikke finde en kæreste” tudeblogsene – hvilket er en total bonus *g*).

Anyways… jeg har fået en af fodspors-sætterne til at poste dette brev fra mig, så i ved, hvor jeg pludselig er blevet af… og for at fortælle jer, at hvis der er nogen, der slet ikke kan undvære mine dybt intelligente og verdens-omvæltende tanker (æhhæ!!), så kan i finde mig på raikkan.wordpress.com – en ganske spæd og helt nystartet blog fra i dag, så der er ikke skidemange spændende ting på den endnu… men kender jeg mig selv ret, så indeholder jeg nok tilstrækkeligt munddiarré til, at babyen hurtigt vokser sig større end Michelin-manden ;o)

Jeg har et par stykker af jer på msn – og det er jeg saftsusemig glad for… der får i slet ikke lov til at forsvinde fra igen… Og jeg har lagt min mail-adresse på min wordpress-blog under punktet ”Det ellers unævnelige ;oP”, hvis der er nogen, der bare ikke kan undvære mig *g* (og nu må jeg hellere gå ud og holde hovedet under den kolde hane, så det ikke vokser til luftballon-størrelse ;oP)

I er nogle skønne mennesker – og et eller andet sted, venter der et ligeså skønt menneske på jer (hvis i ikke allerede har fundet vedkommende – husk at nogle gange kan man ikke se skoven for bare tæer… eller nowet ;oP)

Og så husk at føle for satan!! Lad nu være med at tænke alting ihjel ;o)

Mojn!

———————————————————————-

Sådan der – fortæl mig så hvor meget i kommer til at savne mig

(… eller nowet )